Dagens ret var tørre tæsk... Villy var ud af
en børneflok på 8. Hans mor stammede fra Fyn, hans far fra Bornholm, men
han har aldrig besøgt sin familie disse steder. Der har ganske enkelt ikke
været råd til den slags udskejelser i hans familie.
Bosiddende i Holstebro har far Claus underholdt familien som former
nede på Birn Jernstøberi.
Når Villy skulle beskrive sin barndom, var det altid med en blanding af
vemod og glæde. Hans søskende var en gave og han havde det dejligt med
dem, men faderen drak uhæmmet og det gav mildest talt usikkert vand at
navigere i derhjemme.

Fra venstre: Ingrid, Ingeborg, Agnes, Kirstine,
Svend, Claus Christian, Villy, Claudia
Mange gange er faderen kommet hjem, kun for at starte fra en ende af
med at banke familiemedlemmerne og det var med at komme af vejen, når man
om fredagen vidste, at lønnen var blevet udbetalt. Villy snakkede ofte om,
at faderen havde fortjent et ordentlig lag prygl, men at samtlige drenge
på trods af faderens ringe størrelse, aldrig kunne drømme om at slå igen.
Det gjorde man bare ikke.
I lære og i ulykke...
Villy endte også nede på
Birn Jernstøberi. Han kom i lære som former og fulgte altså faderens
fodspor hvad det angik, men omkring fysiske overgreb, så har jeg aldrig
oplevet, at han har løftet hånden.
Omkring 1938 mødte Villy så Jenny, en af de lokale piger og inden længe
var er lagt i kakkelovnen, for Jenny var kommet i ulykke. Villy var dog
ikke det mindste ked af at opfylde sine "forpligtelser" og han og Jenny
giftede sig på Holstebro Rådhus den 7. januar 1939, kun en måned før Jenny
nedkom med deres første barn, Birgith. Han startede fælles liv med Jenny i
en lille taglejlighed på Skjernvej i Holstebro.
Udlært former
endte Villy og familien, som nu talte 4 børn, i Ålborg, nede på Glasværket. Leif
Ringtved har lavet
en meget omfattende side, som beskriver årene på Glasværket fuldstændigt som
morfar ofte genfortalte dem til mig. Tag et kig derude og se også både Jenny og
Villy nævnt, som nogle af de mennesker, som var med til at udvikle og
vedligeholde det store sammenhold der prægede den tid.

Her er hele familien hos fotografen. Fra venstre: Mona, Jenny, Birgith, Bent,
Villy, Rita
Billedet er fra omkring 1945/1946
Villy arbejdede i mange år fremover ved De Smitske i Ålborg, hvor han var kendt
som "Shanghai", en virkelig "hård negl", som nød både stor respekt og ærefrygt
på grund af sin tilgang til arbejdet.
En hård, men retfærdig mand, som stillede store krav til andres arbejde, men
ikke mindst til sit eget.
Jeg havde en sjov oplevelse for nogle år siden, hvor jeg var i kontakt med nogle
smede, som alle havde arbejdet nede på De Smitske. De fortalte med ærefrygt i
stemmen om denne her lille mand - han var ikke meget over 1,60 meter - som kunne
køre alle trætte dernede. Han havde en udholdenhed som gik over deres forstand
og det er også sådan jeg husker min morfar. Senet og muskuløs kunne han grave og
løfte hvadsomhelst og han blev aldrig træt. Selv ikke som pensionist gik han af
vejen for fysisk arbejde. Billedet ovenfor viser en af støberihallerne
dernede.
Kolonihaven i Granly, konfirmationer og ingen penge...
Villy havde i mange år
kolonihave
og sidenhen blev haven en af hans helt store interesser. Kolonihaven købte Villy
i en periode hvor han var arbejdsløs. Granly hed området, som lå oppe omkring
Vandtårnet i Gug, Ålborg.
Her dyrkede Villy grøntsager og blomster. Haven blev som sagt købt i en periode
med arbejdsløshed og Villy var fast besluttet på, at den skulle hjælpe familien
igennem perioden med smalkost. Der var konfirmation og i det hele taget småt med
penge i hjemmet på Glasværket. 4 børn krævede en solid kost, så Villy gik med
stor flid i gang med at dyrke grøntsager som supplement til familiens
husholdning.
Billedet til venstre er taget i forbindelse med Ritas konfirmation, men som
jeg husker historien fortalt, var det nu ikke hendes konfirmation der
foranledigede købet af haven.
Villy viste sig at være et naturtalent når det kom til havearbejde. Han elskede
det og fik stort udbytte af det lille jordstykke, som blev et solidt supplement
til familiens underhold.
I 1965 fik Jenny og Villy endelig råd til at opfylde drømmen om eget hus med
have. De købte et mindre parcelhus på Knut Beckersvej i Skalborg, Ålborg. På det
tidspunkt var eneste hjemmeboende barn den yngste datter Mona, som snart efter
giftede sig og flyttede hjemmefra.
Villy nød timerne i haven. Uanset vejret var der altid noget at ordne udenfor og
haven endte med at blive hans altopslugende interesse, som fyldte det meste af
hans fritid. I sine sidste år, var Villy desværre plaget af lunger, som var
blevet usamarbejdsvillige efter de mange år i støberi-støv. Han måtte have ilt
konstant, men humøret fejlede ingenting. Iltflasken blev placeret i et
indkøbsnet på hjul og så var der ikke de store problemer i at færdes frit ude
som hjemme.
Villy endte sit liv på badeværelsesgulvet i det hus han elskede så højt. Tredje
juledag 1992 sank han sammen på gulvet og var død af hjertestop. Han blev
begravet på Almen Kirkegården i Ålborg.
Jeg skriver ind imellem om barndommens indtryk - jeg synes de tekster der
omhandler Villy skal med her:
Når morfar
måtte med til frisøren...
Min mor er
frisøruddannet. Det er ganske vist mange år siden hun sidst
arbejdede med faget, men en permanent eller en vandondulation kan
man vel altid klare. Det er nu ikke altid det handler om permanent
eller vandondulation, men oftest handler det bare om mormors
curlere...
Mormor kommer med morfar på slæb, for det er helt sikkert ikke det
bedste han ved, de her søndage. Han kommer med sure miner, men
hilser nu altid pænt på os to piger, som alligevel ser frem til
søndagen og den fuldstændigt forudsigelige eftermiddag.
Mor har forberedt hele scenariet. Hun har allerede inden de kommer
fundet curlerne. De ligger i en plasticpose som må være mindst 100
år gammel. Hun har fundet kammen frem. Den er helt speciel og vi
hader den. Det er en stålkam med skaft, som nu efterhånden nærmede
sig samurai-sværd i skarphed efter i årevis at have været pløjet
gennem vores hovedbund, når vi skal have den, for mor, vigtige og
lineal-lige skilning.
Kaffen står klar i køkkenet, for morfar kan ind imellem formildes
med en kop kaffe til avislæsningen, så selvfølgelig er de
forberedelser gjort. Morfar kan nemlig være temmelig ulidelig, som
mor siger.
Når det ringede på, løber Annemette og jeg forventningsfuldt ud for
at åbne døren. Udenfor står så morfar med tvært ansigtsudtryk og ved
siden af står mormor med tørklædet bundet stramt under hagen.
Indenunder tørklædet gemmer sig et plastic-overtræk i stil med en
badehætte. Det har mormor på, for at holde på fugten, for
selvfølgelig har hun hjemmefra vasket håret for at spare morfar for
yderligere ærgelser.
Resten af dagen forløber som den plejer. Morfar sidder i stuen og
læser avis og drikker kaffe, mens han i konstant strøm udstøder eder
over livet i almindelighed og sin kone og datter i særdeleshed.
Nogle eftermiddage er han rigtig knotten og så ved vi der er
mulighed for drama i Helgolandsgade. Han varmer op allerede ude på
trappen med en eller anden ondskabsfuld bemærkning og så fortsætter
han bare inde fra stuen. Fremprovokerer simpelthen et skænderi.
Bliver ved med at forvente svar på først det ene, så det andet fra
dem ude i køkkenet, selvom han godt ved at de overhovedet ikke hører
efter hvad han siger.
Han er frygtindgydende når han bliver vred. Han får den mest
fantastiske violette ansigtskulør og det handler altid om det samme.
De skide kommunister – eller de skide konservative. Ikke at vi ved
hvad de er for nogle størrelser, men vi ved i hvert fald at morfar
er socialdemokrat.
"... og det er jeg stolt af. Det må I sige jeg har sagt", gjalder
det så inde fra stuen, mens han bliver mere og mere violet.
Vi står og gemmer os bag døren, mens vi ser ham hidse sig mere og
mere op, men vi er kloge nok til at komme væk i en fart, når han ind
imellem rejser sig for at gå helt ud i køkkenet for at opdrage lidt
på sin uvidende kone og datter.
Mor og mormor er nemlig i køkkenet, hvor mormor er placeret midt i
rummet på en køkkenstol. De hygger sig. De får snakket om alt mellem
himmel og jord og engang imellem hører man dem fnise sammen, når en
af dem stille siger: "Ja, han er nu også så gnaven...".
Når lyden af tørrehjelmen endelig når morfar inde i stuen, kan man
altid høre ham sukke:
"Ja, så nåede vi da endelig her til. Så varer det ikke så længe..."
Lyden af tørrehjelm er for morfar lig med at han snart slipper ud af
det her kvindeforum, men for min søster og jeg er den bare lyden af
tryghed og så dejlig genkendelig.
Hvor far befinder sig de her søndag eftermiddage ved jeg faktisk
ikke...
|
|
At blive
passet af Johansens...
Nogen gange skal vi
passes ude hos mormor og morfar. Det sker ikke så tit, så det er
ekstra spændende når det endelig sker. Normalt passer farmor og
farfar os altid. Vi er deres eneste børnebørn og mormor og morfar
har jo et hav af børnebørn, så det tilfalder som regel dem med kun
to at få lov til at passe.
Hos mormor og morfar er der så rent og ordentligt. Mormor sætter en
ære i det, som hun siger. Der er hele tiden noget at gøre for en
husmor med hendes standarder, så hun flyver og farer rundt og har
egentlig slet ikke tid til at have os. Morfar sidder bare i
lænestolen og forlanger ro til at læse avisen. Altså lige ind til
mormor kommer ind for at sige, at nu skal vi altså spise. Så rejser
han sig og følger med ud i køkkenet.
Mormor laver
kærnemælkssuppe. Med rosiner i. Det skiller men smager faktisk
rigtigt godt. Vi får saftevand til. Morfar er nødt til at skænke,
for glaskanden med de fine røde striber er så tung, at vi ikke kan
løfte den.
"I er nogle usle svæklinge", råber han med høj stemme og vi finder
aldrig rigtigt ud af om han mener det eller bare forsøger at være
sjov.
Han er ikke ret god til
at være sjov. Til gengæld er han god til at mundhugges. Det er han
helt vildt god til. Han øver sig også flittigt i det. Hver eneste
dag får han til at gå med det. Naturligvis sammen med mormor, som
også er rigtigt god til det.
Om aftenen bliver vi placeret inde på divanen inde på det lille
værelse. Den kan slås ud og så kan vi ligge der ved siden af
hinanden. Den lugter helt specielt og så har den sådan et
kradsuldsbetræk, som kan kradse helt igennem lagnet. Mormor placerer
spisebordsstole hele vejen ned langs siden på divanen for at vi ikke
skal falde ud. Sikkert fordi det er vane med de andre og langt yngre
børnebørn. Vi nænner ikke at sige til hende at det ikke er
nødvendigt. Vi siger bare godnat og prøver at falde i søvn fra den
ubehagelige kradsen på ryggen.
De allerbedste gange at blive passet hos dem er faktisk når vi skal
ud at køre. Morfar har en dueblå
Volvo Amazone. Han passer den virkelig godt og den har ikke kørt
ret meget, siger han tit med stolthed i stemmen. Egentlig forstår vi
ikke hvorfor det er specielt godt, men vi er ikke i tvivl. Det er
godt!
Når morfar kører bil er det med hjertet og ikke forstanden. Ikke at
han kunne drømme om at indrømme det. Han kommenterer flittigt alle
de andre bilisters manglende køreevner og det skal ingen hemmelighed
være, at han er betydeligt bedre chauffør end dem.
Til gengæld har han jo også mormor ved siden af. Hun hjælper ham
meget. Hun sørger hele tiden for at være på forkant med tingene. Hun
ser barnevogne, som helt sikkert vil trille lige ud foran bilen,
hvis ikke morfar undviger i en fart. Hun ser cyklister, som om
ganske få sekunder vil svinge lige ud foran os og hun ser andre
bilister, som med sikkerhed vil torpedere fronten på Volvoen hvis
ikke morfar skynder sig at holde til højre. Hun er meget effektiv og
utroligt opmærksom, men underligt nok er morfar ikke spor
taknemmelig for hendes årvågenhed. Nærmest tværtimod.
Morfar har også et rigtigt godt sparetip. Han har fundet ud af, at
det slet ikke er nødvendigt at bruge 3. gear. Den får bare fuld
skrue i 2. og så direkte i 4. når vi er oppe på en passende
hastighed.
"Det sparer altså væsentligt på gearkassen", siger han så...
Annemette og jeg er altid spændte på om det lykkes for ham, eller vi
endnu en gang skal opleve at Amazonen nærmest gennemrystes af
anstrengelsen ved pludselig at skulle finde kræfter i 4...
Det er derfor vi børn elsker at køre i bil med dem. Det udvikler sig
altid til et drama af dimensioner, når morfar endelig får tvunget
Amazonen ud på Ålborgs usikre gader. Vi ligger henad bagsædet og
sprutter af grin når det går rigtigt hedt for sig oppe foran, men vi
tager os i agt for at morfar ikke opdager det. Så bliver han dælme
sur.
Grine-mavepinen lurer lige om hjørnet, når man har været på køretur
med Johansens og vi elsker det.
|
|
Spiritusforbud...
Vi nærmer os det tidspunkt på året, som er uløseligt forbundet med
mindet om kaotiske men herlige 1. juledage, hvor Villy skejede ud,
så det var til at mærke. Den ene gang om året tillod han sig, at
blive godt og gammeldags fuld.
Villy var støber nede på
De Smithske
Jernstøberi. Villy var også min morfar. Den stærkeste mand jeg
har kendt, tror jeg. Et lille energisk muskelbundt, som ikke lod sig
skræmme af noget som helst. Han var vant til hårdt fysisk arbejde og
kroppen indrettede sig derefter.
Først i lære i Holstebro på jernstøberiet og senere flyttede han og
Jenny til Ålborg, hvor de bosatte sig nede på
Glasværket nede ved havnen. Her opfostrede de 4 børn, som
allesammen var Villys stolthed og glæde.
(Det er hele familien du ser på billedet – min mor står yderst
til højre).
Villy var opvokset i et hjem, hvor hans far gerne uddelte tørre tæsk
efter endt arbejdsdag. Faderen kom oftest fuld hjem og syntes så, at
han var i sin gode ret til at slå både kone og børn. Villy løftede
aldrig en hånd hverken mod sin kone, sine børn eller siden børne- og
oldebørn. Aldrig nogensinde.
Villy drak heller ikke. Formentlig fordi han havde set, hvad den
slags kan ende med. Han følte kun dyb afsky for de mennesker, som
syntes det var i orden at være beruset i tide og utide, som han
sagde. Altså med undtagelse af 1. juledag. Der tillod han sig selv,
at drikke igennem sådan for alvor.
1. juledag samlede de hele familien. Det vil sige de 4 børn,
svigerbørn og den store samling børnebørn de med årene fik sig. Det
gik vildt for sig. Der blev naturligvis serveret snaps, som det sig
hør og bør...
Villy var lidt af en stivstikker hele året igennem. Tilknappet,
regelret grænsende til det rigide og nogen ville sikkert beskrive
ham som temmelig kedelig, men vældig rar, men 1. juledag skal jeg
love for, at Villy fik afløb for resten af året.
Han blev aldrig ubehagelig, men altid utrolig sjov. Fuld af spas var
han, når han endelig gav los. Vi børnebørn elskede det, for det var
den ene gang om året han kunne finde på at jagte os tværs gennem det
ellers så sirlige hjem, kravle på tagryggen af huset eller bare være
ganske og aldeles fjollet.
Ydermere var det den dag, han sagde de mest utrolige ting til Jenny.
Hele året igennem hørte vi Jenny hakke på Villy mens hun brugte
tiden på at sørge for, at der ikke lå et eneste støvfnug på
interiøret derhjemme. Aldrig hørte vi Villy tage til genmæle. Altså
med undtagelse af 1. juledag, hvor han kunne finde på at sige de
mest utrolige ting til hende.
Vi børnebørn ventede i kulissen, men så snart han begyndte at stikke
til hende vidste vi, at det kun drejede sig om sekunder – så
startede det. Lynhurtigt indfandt vi os allesammen, for ingen af os
ville gå glip af den verbale overhaling hun fik denne ene gang om
året.
Jeg skal ikke sige mig for god til at synes, at hun fortjente den
overhaling. Jeg tør næsten sværge på, at jeg ikke er den eneste der
havde det sådan. Vi ventede med spænding år efter år og det slog
aldrig fejl.
Det hele kulminerede i, at Jenny trak lommetørklædet frem og
begyndte at græde. Så stoppede han. ”En rigtig mand ved hvornår det
er på tide at stoppe”, sagde han så. Rejste sig og forlod bordet,
mens hele familien fløj til højre og venstre for at trøste og
opildne. Svigersønnerne så sig aldrig for gode til at støbe et par
kugler eller to, når først de var i gang og imens stod døtrene så
inde ved mor og trøstede hende, mens de huskede hende på, at det kun
var denne ene gang om året han blev sådan ”... og det er jo også
bare fordi han er fuld mor...”, forklarede de, hvorefter mormor med
sindsro kunne udstede forbud mod spiritus i det kommende år.
Morfar modtog altid beskeden med påtaget fortvivlelse – han vidste
jo bedre, for han ville ikke røre en dråbe spiritus før næste år den
25. december, hvor det hele startede forfra igen. Og det endda helt
frivilligt...
|
|
Historiske noter:
1918 - En alvorlig influenza-epedemi, "Den spanske syge", udbryder sidst på året
og kræver mange dødsofre.
Det danske kommunistparti dannes. |