At være heldig...

Nogen gange er man heldig, at man støder ind i en rigdom af oplysninger, som er med til at belyse ikke alene det faglige, men i lige så stor grad den private side af en forfader. Det er tilfældet med Clemens, som kom fra Tyskland og endte som anerkendt fotograf i Guldalderens København.

Nedenfor kan du læse lidt om Clemens, hans familie og min fortolkning af hans liv og levned.

Ved siden af ser du et af de utallige fotografier Clemens Weller har taget af kongefamilien i tidens løb. Han var Hoffets, adelens og bourgeoisiets fotograf gennem et helt liv og efterlod sig tusinder af billeder hvoraf en del er gemt for eftertiden på Det Kongelige Bibliotek i København.

Clemens er født i Neustadt ved Berlin i 1838. Desværre har jeg ikke været i stand til at finde yderligere om ham endnu, men skulle du sidde inde med oplysninger omkring ham, vil jeg blive meget taknemmelig for at høre fra dig.

Jeg ved at han efter sigende på et tidspunkt erhverver dansk indfødsret, men omkring hans barndom og ankomst til Danmark ved jeg altså ingenting. Om den danske infødsret er kommet i forbindelse med at Danmark i 1864 erklærer krig mod Preussen, hvor Clemens oprindeligt stammer fra er usikkert, men en mulighed.

Han er tilsyneladende bogbinder af profession da han ansættes hos Georg E. Hansen, som er fotograf i 1860. Inden har han angiveligt, som ca. 19-20 årig, været sendt til Frankrig for at studere - formentlig bogbinderfaget - eftersom han er bogbindersvend.

Bogbindersvend og siden Kgl. Hoffotograf i 1869

I ca. 1860 bliver Clemens ansat hos Georg E. Hansen, hvor han som bogbinder starter med at have opklæbning af fotografierne som hovedansvar. Nicolai Bøgh skrev i begyndelsen af oktober 1866 et brev til H. C. Andersen, hvori han omtalte "om en Atest for Photographen Weller". (Se H. C. Andersens dagbog 21. oktober 1866). Clemens er altså blevet fotograf i de mellemliggende 6 år.

Den 1. december 1867 grundlægger portrætmaler N. C. Hansen (Georg E. Hansens bror) og løjtnant og kontormand Schou  firmaet Hansen & Schou og endelig den 30. september 1869 optages Clemens som kompagnon med næringsbrev som fotograf i firmaet, som nu omdøbes til Hansen, Schou & Weller.  Den 14. april 1869 udnævnes firmaet også til Kongelig Hofleverandør. Fra 1872 til 1885 er adressen på firmaet Østergade 15. Under taget var blevet isat store atelier-vinduer og her lå firmaet så frem til 1885.

I 1885 valgte Clemens, som nu var alene i firmaet, at flytte op i Bredgade i nummer 28, det forhenværende Schimmelmanns Palæ, men nu i 1885 kaldet Concertpalais. Familien Schimmelmann havde ejet palæet igennem 123 år, da de i 1884 solgte det til Aktieselskabet "Concertpalaiset", som havde store planer for bygningen. De ville lave koncerthus - drive restaurations- og foreningsliv i de smukke omgivelser og så ville de da forresten også gerne tjene lidt penge. De planlagde derfor lejemål bl.a. i sidebygningerne og det er formodentlig her Clemens nye lokaler er beliggende da han vælger at flytte. (I dag kender vi adressen som Odd Fellow Palæet).

Clemens har været fotografen par excellence i Guldalderens København. Han fotograferede kongefamilien, adelen og bourgeosiset og har været "Mesteren" i sin samtid. En meget pertentlig, altid bevidst og meget, meget perfektionistisk mand, som har været højt respekteret, men ikke afholdt blandt kollegerne. Hans væsen indbød ikke til nærhed, men det siges om ham, at han altid var villig til at hjælpe hvor det var nødvendigt - uden at gøre større væsen af det.

I nekrologen bragt i Beretninger fra Dansk Fotografisk Forening fremhæver Fristrup netop dette som et af de markante karaktertræk hos Clemens.

Clemens har i sin samtid været betragtet som noget af en excentriker. Han insisterede bl.a. på at beholde samtlige af sine fotoplader, hvilket betød at de ved hans død i 1900 fandt omkring 360000 plader, som alle stod omhyggeligt indpakket og opmagasineret i forretningen. Hele hans professionelle liv stod nummereret i kasse efter kasse på lageret inde bagved. Han betragtede hver eneste plade som et kunstværk, hvorfor de alle var bevaret ved hans død.

Han insisterede også på, at det var ham alene, som havde talent for at fremhæve de særegne karaktertræk alle hans kunder havde, hvorfor han altid var den der enerådigt bestemte hvordan en fotoopstilling endte med at blive. Også kongefamilien og adelen måtte finde sig i, at denne excentriker insisterede på, at det var ham der i sidste ende havde mest forstand og derfor herskede suverænt på atelieret og han var ikke specielt underdanig, men nærmest tværtimod. Det fortaltes om ham, at han havde for vane at tiltale alle - også kongefamilien - som han tiltalte sin bydreng...

Den Nordiske Industri- og Kunstudstilling i 1872

København voksede i største hast og industrien var efterhånden ved at være en vigtig del af erhvervslivet, så i 1870 påbegyndte Industriforeningen opførelsen af en stor udstillingsbygning, som skulle vise erhvervslivets standpunkt på en lang række forskellige områder. Udstillingen åbnedes under stor højtidelighed af Christian den 9. den 13. juni 1872. Hansen & Weller var naturligvis repræsenteret på udstillingen, hvor der var over 3000 udstillere fra hele Europa. Udstillingen var åben i godt 4 måneder og blev besøgt af mere end 1 million gæster, hvilket må siges at have været mange dengang.

Sidenhen deltog de i flere forskellige udstillinger men bl.a. i 1875 var de med i Wien og vandt dernede en Bronze medalje.

"Torsdag 21. Spadserede lidt, men var meget svimmel... Klokken eet kom Photographen jeg sad til halv fire, Veiret var mørkt og Lyset ikke godt i min Stue han tog mig fem Gange med Værelsets Omgivelse, første Gang var det ikke heldigt, med de fire andre var han tilfreds jeg blev imidlertid saa ødelagt at jeg ikke kunde staae paa mine Been."

Andersen modtog fotografierne fra Weller med posten, og den 27. maj 1874 kommenterede han dem i et brev: "Fra Photograph Weller har jeg modtaget 5 forskjellige Aftryk af de Photographier han tog af mig i min Stue; Omgivelserne der træde smukt frem og give et malerisk Skue, men selv seer jeg meget gammel, affældig og tandløs ud, det ene Portræt er nu aldeles hæslig, de fire andre finde jeg mig i, thi ligne gjør de vist; jeg er tilvisse i det sidste Aar blevet gammel uden paa..." Ja, gammel, affældig og tandløs var han blevet at se på, og det ville han vedkende sig, i hvert fald så længe det lignede. Men Andersen kviede sig alligevel ved at give væk af disse billeder; de manglede noget.

H. C. Andersen når til fotografen endnu én gang den 26. september. Herefter er han for svagelig og dør den 4. august 1875 på Rolighed. Forøvrigt er Clemens fem HCA-portrætter  fra 21.5.1874, basis for rekonstruktionen af arbejdsværelset i H.C. Andersens Hus i Odense. De er taget i digterens sidste lejlighed i Nyhavn 18. Det er da meget sjovt.

Den 26. februar 1897  ender Clemens som formand for Fotografisk Forening. Han vælges enstemmigt til formand og det antydes, at han har været en anset person, som har haft så meget pondus, at det har været muligt at samle alle foreningens medlemmer omkring dette ene navn på trods af mange uoverenstemmelser i tiden op til valget af ham.

Clemens dør den 17. juni 1900. Døden kommer åbenbart let og smertefrit til ham, så han har ikke været syg og sengeliggende. Desværre har vi ikke kunnet tyde dødsårsagen i papirerne på Københavns Stadsarkiv, men måske var det hjertet...

Laura sørger for, at han er bliver begravet standsmæssigt og mandag den 23. juli bliver han jordfæstet fra kapellet på Assistens Kirkegård. Begravelsen koster den formidable sum af 64,50.-

Ved begravelsen er der mange kolleger, som har ønsket at vise deres respekt. Fordi Clemens på daværende tidspunkt er valgt til formand for Dansk Fotografisk Forening, er foreningens banner plantet ved siden af kisten, som er dekoreret med en palme-dekoration (helt i tidens ånd - palmen var meget populær i klunketiden) foreningen har købt. Desuden er der kranse fra andre kredse af foreningen og dette viser også, at manden har været kendt og respekteret i videre kredse.

Da kisten skal bæres fra kapellet og til graven, er det fotografer der bærer og dette giver os et indtryk af, at der har været mange til stede, som har ønsket at vise ham den sidste respekt. De har været ledsaget af familie, slægtninge og måske venner til familien og på vej til graven var der sørgemusik, hvilket også antyder at dette har været en begravelse ud over det sædvanlige. Bestilte musikere har fulgt Clemens det sidste stykke vej.

I 1901 ryddes der op i Clemens efterladenskaber. Alene de 360000 fotografiske plader har været et overvældende oprydningsarbejde, men ca. 660 af firmaets negativer af danske og udenlandske fyrstelige personer, købtes af Elfeldt og findes den dag i dag på Det Kongelige Bibliotek. Ind imellem oplever vi, at disse historiske billeder gengives med urigtig henvisning til Elfeldt i medierne.

Hver 8. dag, som var datidens lokal-avis, bragte en artikel i 1901, som fortalte om den store samling af negativer, som nu kunne erhverves for små penge. Mange københavnske familier havde været gennem Clemens atelier igennem et helt liv, så man opfordrede familierne til at hente de negativer, som kunne have interesse for dem.

Se artiklen her eller læs meget mere om privatpersonen Clemens her.

Man gifter sig når man kommer i ulykke...

Clemens kommer til Danmark og bosætter sig på et tidspunkt i København.  Den 16. juni 1861 gifter han sig i Vor Frue Kirke med Laura Elise Cathinca Melchior. Som en kuriositet kan nævnes, at det ind imellem betaler sig grundigt at sammenligne datoer, for ved at sammenligne datoen for brylluppet med datoen for dåben af deres første barn, Agnes Ernestine, ses det at Laura har været i hvert fald 5-6 måneder henne i graviditeten med hende da de blev gift. Desværre melder historien intet om om de så er gift af nød eller kærlighed.

Agnes er døbt i Trinitatis Kirke den 3. november 1861. Kun 4½ måned efter forældrenes bryllup i Vor Frue Kirke.

Familien har boet midt i byen. Clemens arbejdede i Østergade. Børnene er døbt i henholdsvis Trinitatis oppe ved Rundetårn og Vor Frue lige omme bag Nytorv, ligesom forældrene er gift i den.

Billedet nedenfor er af Nytorv, som var byens store handelstorv, hvorfra man solgte kød, fisk, fjerkræ og grøntsager. Laura har sikkert handlet hernede til hverdag, når der har skullet købes mad til hjemmet.

Gammeltorv er forøvrigt byens ældste torv. Det kan føres tilbage til 1100-tallet og fungerede som middelalderbyens driftige handelstorv. Det lå nær byporten, Vesterport, og de handlende havde derfor en nem trafikal adgang til torvet.

Det var også her man afholdt ridderturneringer og de mange øvrige festlige arrangementer byen ellers bød sine borgere på. Byens tredje rådhus blev opført i 1479 midt på Gammeltorv. I 1606 udlagde Christian IV området bag rådhuset til et nyt torv, som også blev pladsens navn. Efter den store brand i 1795, hvor rådhuset nedbrændte, koblede man de to torve sammen til en plads.

Nytorv set fra Gammeltorv, 1860

Måske er fotografiet taget en søndag eftermiddag. Der er næsten ingen handlende og stilladset på et af husene i venstre husrække står tomt.

Som sagt var Gammeltorv/Nytorv en af byens centrale markedspladser og der var to ugentlige markedsdage, onsdag og lørdag,  hvor pladserne fyldtes med bønder, borgere og tjenestefolk. Ved Caritasbrønden havde valbykonerne deres stadepladser, og her falbød de deres varer - mælk, æg, fjerkræ og kaniner. Hvert torv havde nemlig sine handlende, så man måtte ind imellem byen rundt for at få de varer man havde brug for. Grønttorvet lå f.eks. oppe på Højbro Plads hvor de også solgte blomter og fisketorvet lå langs Gammel Strand. Slagterne holdt til i "Maven" ved Nikolaj Tårn. Mange af de handlende bar dragter som viste om sælgeren kom fra Skovshoved, Amager eller Valby.

Udover torvene med hver deres udbud af varer fandtes der også en masse forskellige gadesælgere, som fra deres vogne falbød forskellige ting såsom rejer, muslinger, sild, jordbær og sand til gulve. Hver vare havde sin sang, så gadesælgerne gik altså rundt i København og sang hver deres sang afhængigt af hvilken vare de havde at sælge. På den måde kunne man på lang afstand høre hvornår der f.eks. kom muslinger til kvarteret.

Lugte og lyde har været markant anderledes i midten og slutningen  af 1800-tallet i København. Folk boede tæt og overalt genlød gaderne af vognhjul, hestehove og træsko. Også håndværkernes hamren har været en del af byens lyd, for mange af dem arbejdede udendørs, hvor lyset var bedst. Gadesælgernes sang har genlydt gennem gaderne og måske har man ind imellem kunnet høre torvekonerne falbyde deres varer.

Fugleæg...

Clemens har uden tvivl været et tilknappet og privat menneske. Det fremgår tydeligt af de få beskrivelser vi har af ham. Som forretningsmand har han optrådt meget korrekt og det er tydeligvis mere respekt end det er hengivenhed, som præger samtidens beskrivelse af Clemens Weller.

I nekrologen bragt i Beretninger fra Dansk Fotografisk Forening, 22. årgang, Bind 13, Nummer 8, august 1900, gemmer der sig en rigdom af oplysninger i ganske få sætninger:

"Tidligt og silde færdedes han i sine Arbejdslokaler, vaagende med sit skarpe Øje over den hele Virksomhed. Sent vendte han hjem til sin Bolig og syslede endnu dér – før han gik til Ro – med sin eneste Passion udenfor Fotografien – den store Samling af Fugleæg, som han nærede en Kenders Lidenskab for."

Clemens har været en arbejdsom mand. Han er mødt tidligt i forretningen og har formentlig været der længe efter medarbejderne har forladt den ud på aftenen. Alligevel og på trods af det store engagement i forretningen, har han fundet overskud til at have en interesse udover fotografiet, nemlig fugleæg. Han har tilsyneladende haft en større samling han har nydt, som den kender han var. En speciel interesse, som også har handlet om æstetik og øjets dvælen ved skønhed - ikke ulig hans fag.

Hvor boede Clemens så...

Omkring pladser og hovedstrøg lå byens pænere adresser. Nytorv var ingen undtagelse og på pladsen ligger fortsat nogle meget smukke borgerhuse, men kun et stenkast derfra, i smågaderne bag pladsen, lå stræder med de fattige københavnere. Latinerkvarteret er et eksempel på sådan et naboskab. Omkring Nytorv har det fine borgerskab boet, mens de fattige, kun et stenkast derfra, har befolket stræderne. Det var håndværkerne og de småhandlende, som boede og ernærede sig med adresse her sammen med tjenestefolk og soldater. Her boede de i alle de små étværelses- og toværelseslejligheder.

Selvom rådhus, bispegård og universitet var beliggende i kvarteret, var dets socialstruktur altid beskeden. Adel og storborgerskab fandtes ikke her, men en frygtelig masse håndværkere og småhandlende.  Skt. Petri kirke, oprindelig en af beboernes to sognekirker, blev lukket efter reformationen men oplevede et nyt liv som den tysk- lutherske menigheds kirke, som den er den dag i dag. Kirkens præste gårde, kantor- og graverhuse, skoler og stiftelser var og er en betydelig del af kvarterets byggemasse. Denne kan have været grunden til at Clemens, med familie, beslutter sig for at bo i kvarteret gennem de første mange år af sit liv som københavner, men det er kun gætterier.

Kortet til venstre giver en oversigt over familiens adresser - tryk på kortet for at se det i stor gengivelse.

Clemens og Laura har boet omme bagved de fine adresser. Omme i Latinerkvarteret. Måske fordi det har været i nærheden af den tyske kirke, men børnene er ikke døbt i den. Måske mere fordi det var her de billige lejligheder lå. Ved at kigge i Krak kan vi konstatere, at Clemens er flyttet stort set konstant med sin lille familie. Den første registrering vi har fundet viser at de i 1863 boede Studiestræde 12 oppe på 3. sal. Allerede i 1864 er de flyttet til Løngangsstræde 15 på 1. sal. I 1866 flytter de endnu en gang til Skindergade 17 på 2. sal.

Efter Clemens er gjort til kompagnon kan vi se, at familien i 1870 nu er bosiddende Landemærket 1 på 1. sal. I 1872 er de allerede flyttet endnu en gang til Nørregade 25B altså baghuset oppe på tredie. Her er der desuden anført, at Clemens nu også er Galanteriarbejder. Dette skal sikkert henføres til hans arbejde med at opklæbe billeder i albums og på pap, men jeg er langtfra sikker og hører gerne fra dig, hvis du har kendskab til eller forestilling om hvad det kan dække over. Desuden har han formentlig retoucheret billederne inden de har forladt forretningen. Denne adresse giver mig lidt hovedbrud, fordi det er en lejlighed i baggården inde i det mindre fine latinerkvarter og på dette tidspunkt skulle Clemens faktisk være kommet ganske godt i vej, så det kan undre at familien bor her. Desuden er anførslen af hans job som galanteriarbejder også kilde til undren. Forretningen går på dette tidspunkt strygende, så jeg håber på et senere tidspunkt at kunne få belyst denne periode yderligere, fordi den efterlader mig med en frygtelig masse spørgsmål.

I 1875 er de flyttet ned i Kongensgade 48 helt oppe på 4. sal og 10 år efter bor de i Nørre Voldgade 78 på 2. sal. I 1890 er familien så endelig endt i Sølvgade 84 på 1. sal og her bor de til Clemens død den 17. juli 1900.

Clemens begraves ude på Assistenskirkegården og begravelsen koster den formidable sum af 64.50,- Desværre var det ikke muligt at tyde dødsårsagen i papirerne inde på Københavns Stadsarkiv.

I familien fortælles en historie, som vi desværre ikke kan få verificeret, men spændende er den...

Da Clemens døde, skulle hans forretning tømmes for diverse udstyr, hvilket betød at man i første omgang prøvede at sælge hvad sælges kunne. De resterende ting blev opmagasineret nede i kælderen hos Ernst, sønnen, som så siden måtte finde ud af hvad han skulle stille op med det. Laura havde opgivet og overladt ansvaret til sønnen, som i forbindelse med sin tjenestebolig inde på Christiansborg havde fået tildelt et dejligt stor kælderrum. I kælderen stod så alle Clemens efterladenskaber. Dette inkluderede naturligvis ikke kun fotografiske plader, men også kameraer m.m.

En sen eftermiddag ringer det på døren og Ernst åbner for en ung mand, som præsenterer sig som Fotograf Elfeldt. Han beder så mindeligt om lov til, at købe et af "Mesterens" gamle fotoapparater, hvorefter han og Ernst går i kælderen for at kigge lidt på efterladenskaberne.

Den unge mand er både høflig og beleven og efter et stykke tid beslutter Ernst, at den unge mand formentlig har mere glæde af disse ting, end familien, som alligevel står lidt tøvende overfor det meget store lager af fotografiske plader, kameraer m.m., som Clemens har efterladt.

Han foreslår den unge mand, som nu er i gang med at byde på et af de gamle kameraer, at han kan få kameraet forærende mod at han indvilliger i, at overtage og fjerne alt hvad der står i kælderen. Den unge mand indvilliger og kommer siden og fjerne rub og stub, hvilket Ernst er mere end tilfreds med, da han på det tidspunkt ikke aner hvad han skal stille op med det.

Sidenhen indgår alle Clemens fotografier af adelige, kongelige og kendte i København i Elfeldts store samling af fotografier for til sidst at ende inde på det Kongelige Bibliotek, hvor de kan findes den dag i dag.

Det sker med jævne mellemrum, at f.eks. TV har en udsendelse, hvor de bruger gamle fotografier af kongefamilien eller skuespillere fra den periode. De angiver ofte Elfeldt som kilden, hvilket er helt fejlagtigt, da det faktisk er Clemens Weller, som er den oprindelige fotograf. En lille kuriositet, som vist kun betyder noget for os, som kan føre anerne tilbage til ham...