Min farfar, Kristian Jørgen Nielsen Andersen, er født tirsdag den 18. januar 1916, udenfor ægteskab, så en horeunge var han, efter datidens normer.

Kristian var et resultat af den ganske unge Johannes kærlighed til gårdmandssønnen Niels. Johanne var så uheldig, at den spæde kærlighed bar frugt og da Niels' forældre bestemt ikke syntes hun var det bedste parti for sønnen, kom ægteskab aldrig på tale.

Johanne var kun 18 år, da hun den 18. januar 1916, stred sig gennem en frygtelig snestorm, for at komme hjem til mor og føde sit første barn.

Efter fødslen måtte Johanne vende tilbage til sit arbejde som tjenestepige på Niels' forældres gård, mens sønnen Kristian måtte efterlades hjemme hos mor, som i forvejen havde masser af rollinger. Johanne var ud af en stor familie.

Johannes mor påtog sig opgaven med at opfostre Kristian, som hurtigt fandt sin plads i den endeløse række af børn, som voksede op mellem benene på den fortagsomme bedstemor i Sønder Kongerslev.

Kristian fotograferet med mor Johanne og sin bedstemor, som han siden voksede op hos.

Kristian var et produkt af sin tid, hvilket betød, at en sorgløs barndom med masser af leg og ingen pligter, ikke eksisterede for hverken ham eller de andre børn i familien.

Ganske tidligt måtte han tage del i dagligdagens mange pligter og en af dem var, at passe familiens høns. Jeg husker tydeligt hans historie om den aften, da han efter at have arbejdet hele dagen med at grave kartofler, var tumlet træt i seng og derfor havde glemt at lukke til hønsene. Næste morgen kom han i tanke om forglemmelsen og gik med bævende hjerte ud, for at sikre sig at hønsene endnu var i live, kun for at finde fjer og blod i og omkring hønsehuset. Det kostede ham en omgang tørre tæsk og som han sagde: "Jeg ku' ikke sidde i en uge, men måtte stå op og spise". Da var han 5 år gammel.

At kunne bidrage med livets opretholdelse var ganske enkelt en forventning man havde til børn på landet i 1920'erne. Der var ikke plads til "at være barn", som vi taler så meget om i dag, så han syntes ind imellem også, at min generation var meget forkælet.

Som 9-årig i 1925 blev han sendt ud at tjene første gang. Han fik bestillingen med at skulle lave forefaldende arbejde på gården, hvilket indebar, at han måtte muge ud ved køerne hver dag og ellers deltage i det arbejde der var på gården.

Niels Jørgen Nielsen, Kristians far.

Han endte som sadelmager og overtog ikke gården.

Han sov i et lille kammer, som var bygget i forlængelse af stalden. Her måtte han dele seng med en ældre karl på gården og der gik ikke lang tid inden han havde blå mærker diverse steder, for karlen var stor og sengen smal... så farfar endte ofte på gulvet om natten.

Billedet til venstre er taget på en af de gårde Kristian var fæstet til.

Som det fremgår af billedet, var det ikke en stor gård og for hans vedkommende var det mest små gårde i området omkring Sønder Kongerslev og Komdrup, som var rammerne for hans barndom og senere ungdom. Han var langtfra eneste uægte barn på den tid, men han fortalte altid om den skam som fulgte med, hver gang han flyttede til et nyt sted. Alle vidste dengang alt om alle, hvorfor han ikke kunne være anonym, men måtte høre på de sarkastiske bemærkninger der faldt om hans mor og ikke mindst faderen, som af de fleste blev set lidt ned på, da hans forældre fik lov til at bestemme det meste af hans liv.

En af de få fornøjelser man havde som ung karl på gårdene dengang var, at man ind imellem kunne komme til bal. Det blev farfars skæbne, som det så mange gange tidligere og senere skulle blive for masser af andre unge mænd.

Til et bal fik Kristian pludselig øje på det smukkeste røde hår han nogensinde havde set og da pigen vendte sig om og sendte ham sit sødeste smil, var han øjeblikkeligt og uhjælpeligt forelsket.

Karen Margrethe

Ad omveje fik han at vide, at hendes navn var Karen Margrethe og at hun tjente på en gård ikke så langt derfra. Inden længe mødtes de jævnligt og efter nogle år blev det besluttet, at de kunne gifte sig. Efter brylluppet flyttede de til Vårst også i Himmerland.

Karen Margrethe passede hjemmet, som de fleste kvinder dengang gjorde. Dette var tiden inden vi begyndte at forlange kvinderne ud på arbejdsmarkedet, så tiden gik med vask, rengøring, madlavning og dyrkning af den smule jord der fulgte med lejemålet af et lille hus på Skomagerbakken i Vårst.

Kristian 20 år, 1936

Depressionen strøg henover landet og arbejdsløsheden voksede til hidtil ukendt størrelse. Især landbruget var hårdt ramt, men Kristian arbejdede fortsat på savværket og var ved siden af begyndt at køre lidt smågods for en mand på egnen.

Vinteren 1939-40 var præget at frygten for krig og mange af de ældre borgere huskede så udmærket 1. verdenskrig og hamstrede de ting de vidste der ville blive mangel på. Kristian og Karen var dog optaget af helt andre ting, for Karen var endelig blevet gravid og ventede deres første barn den efterfølgende sommer.

Leif var deres stolthed og glæde og inden længe var han kendt i hele Vårst, som Kristian og Karens glade unge. Han færdedes, som de fleste andre børn på den tid, frit i byen, for der var nok af folk til at se efter ham.

Leif fotograferet i 1941

Byens mejeri lå lige overfor savværket og inden længe havde Leif fået sig sådan indrettet, at han fulgte far på arbejde, for herefter at slå et smut indenfor hos den rare mejerist, som gavmildt delte ud af smagsprøver på både mælk og ost.

Kristian udbyggede efterhånden sin tjans med at køre for folk og Karen passede hjemmet og ikke mindst sin søn med uformindsket glæde. Begge ventede på at barn nummer to skulle melde sin ankomst, men intet skete og med tiden blev det tydeligere at Karen led af en "kvindesygdom", som måtte kureres af fagfolk. Hun blev i januar 1946 sendt til København, hvor specialister i den slags kunne konstatere, at hun nødvendigvis måtte have fjernet underlivet, hvilket de gjorde, hvorefter Karen blev sendt retur til Vårst, uden anden forklaringer end den at hun nu var rask og aldrig ville få flere børn.

Nedenfor ses brevet som rummer en hel families tragedie, fordi det forfulgte og farvede resten af Karen og Kristians liv. I brevet stod såmænd bare...

København den 24-1-46

Kære Broder

Tak for dit Brev.

Du og din Kone og Laura skal være Hjertelig Velkommen. Men vær venlig og skriv om det er Ekspressen eller Lyntoget Karen og Laura kommer med og ankomsttiden saa skal vi være paa Banen og lad det saa være en aftale at saafremt vi ikke ser dem ved opgangen fra Hallen saa mødes vi ved Telegrafstationen inde i selve Hallen. Jeg er  opgaaende og gaar til Masage. Nu til slut en Kærlig Hilsen fra os alle til Jer alle 3.

Din Broder

Robert Andersen

Bahnhoffs Plads 20 st

Kristianshavn

Herefter følger et sort kapitel af vores familiehistorie. Ikke at jeg nogensinde fik en ordentlig forklaring på det der skete, for Karen kunne ikke snakke om det, da det stadig mange år efter smertede for meget og hun havde også den iboende forestilling, at det var en "kvindeting", som man altså ikke snakkede om. Kristian gryntede en enkelt gang at det havde været forfærdelige år med en kone som konstant havde "dårlige nerver"...

Jeg har selv siden kunnet slutte mig til, at Karen selvfølgelig er gået i overgangsalder samtidig med at hun har følt sig som en fiasko som kvinde. Aldrig mere skulle hun have børn og samtidig har der ikke været forklaring at få på alt der skete med hende, hendes krop og ånd.

Hun har gået alene med al sorgen og alle bekymringerne og ingen har kunnet hjælpe hende igennem den tid.

Familien flyttede til Martinsvej 14 i Vejgård, hvor de lejede sig ind i et lille hus. Huset lå lige bagved Golfmarken, som på daværende tidspunkt var et stort grønt areal, med lidt skov, åbne enge og vandhuller med masser af haletudser. Stedet blev snart et af Leifs yndlingssteder og dagene blev brugt på at bygge huler, fange haletudser og i det hele taget nyde den fri natur, som lå tilgængelig lige udenfor haven.

Aftalen var, at Leif skulle indefinde sig til aftensmaden og eftersom Kristian på daværende tidspunkt havde fået arbejde som murerarbejdsmand og derfor var sulten, når han vendte hjem fra arbejde, var det Karen magtpåliggende, at de kunne spise klokken 17.

En dag ventede hun forgæves på Leif og tiden gik mens Kristian blev mere og mere gnaven. Tilsidst måtte hun og Kristian spise aftensmad uden Leif og mens Karen spiste voksede fantasier om druknedød i vandhuller, brækkede lemmer og andre ulykkelige ting.

Efter aftensmaden skyndte hun sig at få vasket op, for herefter at skynde sig i trøjen, for nu måtte hun altså ud at lede efter Leif.  Hun var ikke nået udenfor haven før Leif pludselig stod foran hende og undskyldte sin sene ankomst, men denne gang var han altså gået for vidt.

Karen var mild - aldrig så vi hende sur eller gnaven - men denne gang tog temperamentet fart og Leif blev gennet ind i vaskehuset, hvor Karen greb den store grydeske hun brugte til at røre i Gruekedlen med.

"Så kan det nok være at han fik nogle i rumpetten" som hun sagde. "Jeg slog lige til grydeskeen flækkede midt over, men så havde jeg det også godt bagefter".

Vi børnebørn hvinede af fryd, når hun nåede til at grydeskeen flækkede og undlod aldrig at minde far om episoden bagefter.

Kristians far havde en søster,  Gerda, og hun blev primus motor i det der skete i Kristians tidlige ungdomsår. Gerda og Jørgen (Kristians far) var flyttet sammen i et lille hus i Als. De var begge forblevet ugifte og Gerda har sikkert savnet børn, for i hvert fald blev det hende magtpåliggende at få etableret kontakt til Jørgens søn.

Her står Gerda foran huset i Als. Jeg husker tydeligt mine besøg dernede. Der lugtede helt specielt og så var huset fuldt af skatte.

Gerda boede i de sidste mange år alene i huset da Jørgen omkom ved en tragisk ulykke.

Huset ligger der endnu og sidste sommer kørte vi en tur derned og genså det. Det er naturligvis restaureret nu og er meget smukt, som det ligger lige i nærheden af byens gadekær.

Gerda fik altså etableret kontakt til Kristian og dermed var vejen banet for et fint forhold far og søn imellem. Da Kristian giftede sig med Karen og efterfølgende fik sønnen Leif, havde glæden næsten ikke bund i det lille hus i Als. Jeg ved, at familien brugte at tage derned så ofte som tiden og økonomien tillod det og jeg husker farfar fortælle om alle de fine grøntsager der blev dyrket i haven dernede.

Her er Gerda fotograferet med sin mor, altså i realiteten min tipoldemor. En stramtandet dame at se på...

Når man ser gamle billeder af forlængst afdøde aner, prøver man altid at genfinde træk, men (heldigvis) kan jeg ikke umiddelbart se nogen træk gentaget i hverken min søster eller jeg. Til gengæld er der ingen tvivl om hvor jeg har arvet mit kæbeparti fra. Det løber tydeligt i generne helt fra min oldefar Jørgen og frem til mig i dag.

En ny kakkelovn som banalt var blevet skruet for langt ned forårsagede kulilteforgiftning og det blev Jørgens endeligt. Gerda overlevede efter at være blevet indlagt på Terndrup Sygehus.

Jørgen var på daværende tidspunkt kun 66 år gammel og efter sigende stadig en rørig og frisk herre.

Gerda var 57 år gammel og blev resten af sit liv boende i huset, hvor hun dagligt savnede sin bror.

Kristian fortsatte trofast med at besøge Gerda med hele sin familie, som siden kom til at omfatte min lillesøster og jeg, som begge husker huset, lugten og ikke mindst matronen Gerda, som klemte livet halvt ud af os, når hun trykkede os ind til sit bryst ved hvert eneste glædelige gensyn.

Kristian var nu blevet etableret i byen og efter i en årrække at have arbejdet som murerarbejdsmand, besluttede han sig for at satse på noget han tidligere havde stiftet bekendtskab med. Nemlig transport.

I 1958 startede han Andersen Budcentral som han fik stor succes med.

På det tidspunkt var familien flyttet fra Vejgård og tættere ind på midtbyen, nemlig til Østerbro 69, hvorfra han så drev sin budcentral.

Sønnen Leif havde han fået godt i vej, for han var næsten færdigudlært som tømrer og snedker og den dag da Kristian kunne lykønske sønnen med Bronze-medaljen for hans mesterstykke, ville jublen ingen ende tage.

Andersens Budcentral udsendte også julekort og jeg fandt et i gemmerne.

Leif var begyndt at se en del til en pige ved navn Rita og 8. september 1962 blev de gift i Markus Kirken, Ålborg, lige ved siden af Kristians hjem.

Månederne inden brylluppet havde Kristian hjulpet Leif næten i døgndrift med at bygge nyt hus i Vodskov. Leif havde købt sig en grund deroppe og huset ville han jo forfærdeligt gerne have færdigt inden brylluppet, så Kristian sled, Karen lavede mad til mandfolkene og enden på det hele blev, at Leif kunne byde sin brud velkommen i det nye og selvbyggede hus til tiden.

Kristian fandt ud af, at han arbejdede godt sammen med sønnen så i de efterfølgende år, hvor sønnen oparbejdede egen tømrer- og snedkerforretning, var han til stor hjælp for ham, når han ikke passede sit eget arbejde med Budcentralen.

Leif nød at have sin far omkring sig og deres forhold var gennem hele livet utroligt nært og kammeratligt.

I st. Markus Kirke i Aalborg viedes lørdag damefrisør frk. Rita Johansen, datter af former Villy Johansen, Gasværksvej 36, og tømrer Leif Andersen, søn af vognmand Kristian Andersen, Østerbro 69.

Den 19. november 1963, 47 år gammel,  blev Kristian farfar for første gang. Liselotte kom til verden på Aalborg Sygehus, Hobrovej og der gik ikke lang tid før både han og Karen var ude for at se hende og lykønske forældrene.

De havde ventet med længsel på det første barnebarn og aldrig har jeg hørt dem andet end lovprise mig siden. Jeg blev det mest forkælede barn fra det sekund jeg satte fod på denne jord.

Inden min søster kom til verden måtte Kristian endnu en gang træde til og hjælpe sønnen Leif med et hasteprojekt. Han ville nemlig gerne have plads til sit nystartede firma, så han fandt et egnet sted i Gug, hvor de igen sled og slæbte dag og nat, men som sidst gik det hele som det skulle og de nåede målet de havde sat sig.

Kristian med hans øjesten Liselotte i haven hos Leif og Rita i Gug. Sommeren 1965.

På Solhøjsvej begyndte så det nye byggeri og traditionen tro, var det endnu et hasteprojekt, for Kristian og Karen havde også sølvbryllup det år.

Karen & Kristian foran det nye hus på sølvbryllupsdagen.

På billedet ses bagved fra venstre Johanne (Kristians mor), Kamilla (Karens mor) og ikke mindst Gerda, Kristians faster fra Als.

Som det fremgår af billedet var huset nok færdigt, men omgivelserne bar præg af, at det stadig var i etableringsfasen i og omkring grunden. Herfra har jeg mine første barndomsminder og køkkenet står stadig tydeligt for mig. Karen havde disse skrå overskabe, som dengang var så moderne og i dem lå mine sutter, så jeg husker tydeligt hvordan vi ind imellem var derude for at hente dem.

Kristian og Karen var med som en vigtig del af vores liv helt fra starten og ligesom de forgudede os, forgudede vi dem.

Jeg husker ikke meget fra den tidligste tid sammen med dem, men allerede fra 2-års alderen har jeg meget tydelige erindringer om min farfar.

1965 blev et skelsættende  år for Kristian på mere end en front. Han valgte at sælge Budcentralen. Lod sig ansætte ved Ålborg Kommune i Parkafdelingen og her blev han til han tilsidst gik på pension.

I årene der fulgte nåede Kristian og Karen så at flytte fra Østerbro og ind i Grønnegangen i centrum. Her købte Kristian en lille beboelsesejendom, som han og Leif så renoverede. Det blev til en skøn lejlighed til Karen og han selv og resten blev så lejet ud. Med Leifs nye forretning var der mulighed for at udvide samarbejdet og samtidig med at Kristian passede sit job i Parkafdelingen, brugte han meget af sin fritid med Leif. De byggede huse sammen, som de så solgte og på den måde fik de faktisk etableret en meget god forretning. Kristian nød timerne i selskab med sønnen og snakkede sidenhen meget om de gode 60'ere.

Charterferierne fik en aura over sig, kendetegnet ved de 6 s'er: Sol, saltvand, sand, sex, sprut og sport. Endnu var det et fåtal som havde mulighed for, at tage på charterferie i sydens sol. Men det ændrede sig gevaldigt op gennem 1960'erne og 1970'erne.

Simon Spies, som Kristian forargedes i den grad over, men samtidig lovpriste for hans store forretningstalent.

Selvfølgelig skulle også Kristian og Karen prøve den nye ferieform og jeg glemmer aldrig så eksotisk det var at se de ting de havde hjembragt fra Mallorca, som var det første sted de stiftede bekendtskab med.

Det blev til flere ture i årene der fulgte, men Kristian blev nu aldrig ubetinget begejstret for det, men foretrak at holde sig indenfor Danmarks grænser, hvorfor han også senere investerede i det nyeste hit, nemlig Campletten.

Kristian nød at arbejde med jorden igen og hans køkkenhave var et imponerende studie i mangfoldighed. Karen nød at hente grøntsager og frugter og henkoge og sylte, som hun havde gjort i de tidlige år af deres ægteskab

For Kristian var det vigtigt at give sin viden om og glæde ved jordens skjulte rigdomme videre og derfor gik der ikke lang tid før vi havde hver vores egen lille køkkenhave. Den tid vi tilbragte i Kristians selskab bar altid præg af tålmodighed og glæde ved at formidle, så vi nød timerne ude bagved huset, hvor vi fandt vores lille fristed med farfar.

En aften nogle måneder senere sidder vi så og spiser flæskesteg, som er noget af det bedste Annemette og jeg ved. Stegen er god og pludselig siger farfar så, at det da er en vidunderlig flæskesteg grisene har lavet til os, hvorefter Annemette og jeg, med rædslen malet på ansigtet, kigger op på ham...

Flæskesteg kan altså blive noget af det mest frastødende når...

Farmor prøver at slå det hen og bortforklare, men i den retning var han urokkelig, så vi mistede vores uskyld den aften. Kristian ignorerede Karens advarsler og insisterede på at forklare os, at flæskesteg selvfølgelig kom fra grise og at det sandelig ikke var for hans blå øjnes skyld de to grise havde fundet vej ind på gården.

Annemette og jeg var øjeblikkeligt færdige med at spise og sidenhen kunne vi ikke spise flæskesteg uden at mindes den aften Kristian insisterede på at indvie os i den brutale, virkelige verden med det resultat, at vi i mange år efter mistede lysten til at spise kød som stammede fra dyr, som tidligere havde befundet sig på gården.

Der gik ikke mange år førend Kristian blev træt af den lange transport til Ålborg hver dag, så de besluttede at flytte fra gården og ind til byen igen. Det endte med at de købte ejendommen beliggende Dannebrogsgade 22, i vestbyen i Ålborg. En ejendom med 8 lejligheder i, hvor Kristian og Leif lynhurtigt fik etableret en skøn, stor lejlighed til Karen.

Flytningen passede Annemette og mig ualmindeligt godt, for vi boede ikke et stenkast derfra, nede i Helgolandsgade, så muligheden for at smutte hen forbi farmor og farfar var altid tilstede. Vi benyttede os meget af det og var derhenne stort set hver eneste dag, hvilket de satte stor pris på.

En juleaften i Dannebrogsgade. Jeg gætter forsigtigt på at det er omkring 1973.

Det var nu jeg blev opmærksom på farmors "dårlige nerver" som de kaldte det. Hun kunne pludselig blive fjern og virke ked af det og jeg husker det som en tid, hvor vi var meget usikre på hende.

Kristian blev frustreret og vred og nu fik vi hans temperament at se, for der skulle ikke meget uro til før der faldt hårde ord. Han fjernede sig længere og længere væk fra Karen og foretrak enten at tage ned til Leif eller at "gå i gården" som han kaldte det, når han søgte tilflugt i garagen nede i baggården.

Karen forstod ikke meget af det der skete med hende og hun blev dårligere og dårligere indtil lægen tilsidst skønnede det nødvendigt at indlægge hende til behandling. Disse indlæggelser gentog sig med mellemrum gennem mange år men nogen decideret forklaring på hendes sygdom fik vi aldrig. Når jeg sidenhen spurgte far, havde han eller farfar faktisk aldrig fået anden forklaring af lægerne, end de "dårlige nerver".

Umiddelbart vil jeg mene, at Karen led af depressioner. Det passede som regel med, at de begyndte i de mørke måneder og så lod hun sig indlægge når det blev tilstrækkeligt slemt. Hun fik elektro-chok og i forbindelse med hendes sidste indlæggelse nogle tabletter, som hun så spiste resten af livet. De holdt sygdommen i skak og derfor tror jeg, at hun har fået antidepressivt medicin, som har hjulpet hende igennem specielt de mørke måneder af året.

Karen i en af de mange gode perioder, hvor de var meget gode til at tage på ture ud i landet.

Farmor blev som sagt indlagt nogle gange over de næste år, men jeg husker specielt en episode.

Hun var blevet indlagt i Vejle (hvorfor det skulle være helt dernede forstod jeg aldrig) og selvfølgelig skulle vi besøge hende. Far havde travlt med sin forretning, så det endte med at Kristian startede den gule Fiat 127 og tog mor, Annemette og mig med derned.

Besøget forløb som den slags skulle. Farmor blev glad for at se os og vi hyggede os og gik bl.a. en dejlig tur i en omkringliggende park. På vej hjem insisterede farfar på at ryge i bilen og selvfølgelig røg han stinkende cerutter og ikke noget mildt og rart som f.eks. pibe. Jeg opponerede flere gange mens min kvalme bare voksede og voksede, men den eneste besked jeg fik fra forsædet var, at jeg måtte tage mig sammen. Det prøvede jeg så og da vi nåede Helgolandsgade mente jeg at jeg havde klaret den.

På vej ud af bilen kunne jeg ikke mere og kastede simpelthen op udover bilsæder og det meste af fortorvet, hvorefter Kristian begyndte at græde. Ikke over at bilen blev snavset, men over at han havde været så optaget af sig selv og smerten over at se sin elskede kone så trist, så han havde glemt at tage mig alvorligt. Han undskyldte mange gange og jeg husker endnu den usikkerhed der fulgte med pldselig at se en voksen græde.

Nogle ting står tydeligere end andre i erindringen og farfar der græd glemmer jeg aldrig, for det øjeblik blev jeg klar over, at voksne også kan blive kede af det og ind imellem ikke magter verden.

Mange af turene blev gjort med børnebørnene pakket på bagsædet og Kristian nød at have dem med. Han insisterede på at vi selv skulle medbringe lommepenge, hvilket vi altid gjorde, men jeg husker ikke en eneste ferie, hvor vi fik dem brugt. Kristian havde en evne til at forkæle udover alle grænser.

På billedet er vi på tur til Sønderjylland i 1976 i den elskede gule Fiat, som tilsidst endte som min søsters første køretøj, da hun blev 18, så den holdt godt. Vi elskede de ture med Karen og Kristian og fik set en stor del af Danmark med en farfar som formåede at fortælle gode historier om alt hvad vi så.

Kolonihaven

Kristian nød den frihed er fulgte med Campletten og gennem nogle år var den deres foretrukne ferieform. Igennem alle årene havde Kristian dog savnet at arbejde med jorden. Han var opvokset med jord mellem hænderne og svigtede aldrig sine rødder, så at dyrke og nyde frugterne af det hårde slid, var en del af hans personlighed.

I slutningen af 70'erne  fik han tilbudt at købe en kolonihave i Ålborg. Den lå kun ganske kort fra deres lejlighed og med cykler kunne de nå derud på 5 minutter, så et køb var oplagt og der gik da heller ikke mange dage, før han stolt kunne proklamere sig som ejer af en kolonihave.

Haven blev dyrket efter alle kunstens regler og samtlige naboer måtte nikke anerkendende med hovedet, når de så hvad han fik ud af den tilgroede have.

Huset var meget faldefærdigt, men med både hans os sønnens færdigheder, gik der ikke lang tid før det var udvidet til dobbelt størrelse og i en stand som langt overgik meget af det andet byggeri der var i haveforeningen.

Huset, som med tiden blev udvidet til dobbelt størrelse.

Havenstykket blev passet og plejet med stor omhu og Kristian producerede grøntsager som holdt hele vinteren.

Efteråret 1987

Kristian og Karen tilbragte det meste af året ude i kolonihaven, som snart var blevet deres foretrukne sted. Man kunne altid finde dem i gang med enten at drive planterne til at yde deres bedste eller renovere et eller andet møbel farfar havde fundet på en af de mange auktioner han fik en forkærlighed for i de år.

De her år var nogle af de bedste i deres liv. De havde solgt ejendommen i Dannebrogsgade, men med den klausul, at de kunne blive boende i lejligheden til deres død. Der var ikke længere forpligtelser til at vedligeholde andet end haven, som de med stor kærlighed nød næsten året rundt.

Efteråret 1987 var de også i haven for at nyde de sidste solstråler inden vinteren meldte sig og de igen måtte trække ind i lejligheden. Kristian gik ude i haven, da han pludselig fik en fornemmelse af at et eller andet var galt. Han kaldte på Karen, som ikke svarede inde fra huset. Han undrede sig, for hun plejede at have en fantastisk hørelse til forskel fra ham, som havde haft høreapparat i efterhånden mange år. Han gik ind for at finde hende og der på gulvet lå Karen, som var faldet. Hun var forvirret og Kristian kunne ikke rigtigt få kontakt med hende, så han ringede efter en ambulance, som bragte hende på sygehuset.

Karen kom sig igen efter slagtilfældet og de kunne snakke sammen om det der var sket. Kristian faldt til ro og mente det værste nu var overstået. Karen skulle blive på sygehuset nogle dage endnu og derfor ringede han og bad mig komme hjem fra København, da hun sagde at hun savnede mig. Jeg tog hjem og besøgte hende på sygehuset - hun havde det godt og vi pjattede som vi plejede, men da jeg skulle gå fik jeg en underlig følelse af, at hun sagde farvel for sidste gang. Jeg spurgte Kristian om der var noget som tydede på, at hun ikke ville komme sig, men lægerne havde en forventning om, at hun ville komme hjem indenfor nogle dage, så jeg tog retur til København sikker på, at hun var hjemme snart.

Den 3. november blev vi vækket midt om natten af telefonen. Kenneth tog den og snart forstod jeg, at min forudanelse ikke havde været forkert. Karen var død ganske uventet i løbet af natten.

Kristian var knust ved tabet af sin hustru gennem et langt og slidsomt liv.

Han skulle nu til at etablere sig påny uden at have Karen at støtte sig til og det var svært i en alder af 71 og med en opdragelse, som havde fremmedgjort ham i forhold til f.eks. madlavning og rengøring.

Kristian var på det tidspunkt 72 år gammel, men gravede egenhændigt ud til vores nye badeværelse og bemærkede vist ikke engang at det på det nærmeste var ren ler vi havde i undergrunden. Han havde hele sit liv været vant til at bruge kroppen og selv i hans høje alder, havde han muskler jeg sjældent har set mage til.

Han gravede, støbte og murede og inden ugen var omme, kunne vi byde Leif velkommen til et nyt badeværelse, som han så kunne færdiggøre indvendigt, selvfølgelig med hjælp fra Kristian, som stadig elskede at arbejde med sønnen.

1990 - Nye tider og ny titel

Kristian boede fortsat i lejligheden i Dannebrogsgade og lærte med tiden at klare sig rigtigt godt. I dag ville man kalde ham omstillingsparat, men imponerende var det at se hvor energisk han gik til opgaverne med at lære at lave mad, betjene vaskemaskinen o.s.v.

Den 5. februar 1990, 74 år gammel,  kunne Kristian kalde sig for oldefar, da Alexander kom til verden i København. Kristian var ikke tilfreds med, at både jeg og min søster havde valgt at bosætte os derovre og han undlod aldrig at fortælle os hvor dejligt der var i Ålborg.

Han ville gerne se sit oldebarn, men en tur til København var ikke sådan lige til at arrangere, men min ulykke endte med at blive hans lykke. Jeg fik i forbindelse med fødslen et par blodpropper og blev derfor indlagt på Bispebjerg Hospital, hvilket fik Leif (min far) til at insistere på, at køre til København. Kristian meldte sig straks som kørekammerat så i en fart fik han gjort sig klar og så gik turen ellers til København, hvor han selvfølgelig skamroste det nye oldebarn. Aldrig hverken før eller siden var der blevet født et yndigere barn...

Et af de sidste billeder der er taget af Kristian i lejligheden i Dannebrogsgade. Billedet er fra 1990.

Kristian fotograferet i november 1991, hvor han er flyttet til Beltoften.

Den anden forelskelse

Det var også i 1990 han flyttede til Beltoften. Han var meget glad for sin nye lejlighed og snart havde han fået etableret en stor vennekreds derude.

Han nød sine formiddage i Aktivitetscentret, men inden længe var han så heldig at lære Ester at kende. Ester var også blevet enke efter et langt ægteskab og boede nu alene i sit store hus i Hadsund, men der gik ikke lang tid før Kristian foreslog hende, at hun skulle flytte til Ålborg.

Ester var så heldig at få en lejlighed som lå ganske få minutter fra Kristians og snart var de to en fast del af bybilledet i Gistrup, når de travede byen tynd for at få lidt motion, som de sagde.

Kristian købte og renoverede to cykler og inden længe kunne man se dem cykle afsted i retning af Lundby Krat med madpakkerne på bagagebæreren.

På det tidspunkt har Kristian været sidst i 70'erne men han bevægede sig imponerende sikkert på cyklen, til forskel fra bilen, som han efterhånden ikke magtede så godt længere. Ikke at vi kunne få ham til at indrømme det og utallige er de ture ud i landet, som han og Ester tog afsted på. De var på Skagen, de tog til Nordsømuseet, Mariager o.s.v.

1994 - det andet oldebarn

I 1994 blev Kristians andet oldebarn født. Oline kom til verden den 1. september og Kristian var selvfølgelig ikke sen til at beklage endnu en gang, at jeg havde insisteret på at bosætte mig i København.

Der gik ikke lang tid før han havde fået overtalt Leif til en tur til København, så inden Oline var 1 måned gammel, havde hun hilst på sin oldefar og endnu en gang insisterede han på, at der aldrig var set kønnere pigebarn.

Alexander hilser på sin nye lillesøster Oline.

De sidste år

Kristian nød livet og ikke mindst det gode selskab af Ester. Han nød også at Leif var vendt tilbage til rødderne i den forstand, at han nu boede i Vårst og endda havde købt det mejeri, som han så mange år tidligere havde besøgt hver dag. Der var ikke langt at køre derud og en af Kristians store fornøjelser var, at hilse på de mennesker, han huskede fra sin ungdom derude.

Kristian fotograferet i det tidlige forår 1995.

Han og Ester var at finde udenfor i vejr og vind det meste af året rundt.

Kristian var begyndt at gå med stok på sine ture, men mest for syns skyld, som han sagde.

Min fornemmelse var, at han havde fundet en livskammerat som matchede ham vældigt godt i Ester. De nød tydeligvis de samme ting og ingen var i tvivl om, at de nød hinandens selskab.

80 år

Den 18. januar 1996 fyldte Kristian 80 år. Fødselsdagen blev fejret ude hos hans søn Leif, som insisterede på at arrangere festen for ham. Det blev en dejlig dag med gensyn med masser af mennesker han ikke havde set i mange år.

Undervejs opdagede vi, at Kristian ind imellem smuttede udenfor og da jeg fulgte efter ham, fandt jeg ud af, at han stod udenfor og kastede op og havde mavesmerter. Jeg spurgte ham om det var noget han længe havde døjet med og det viste sig, at det var noget der var startet for nylig. Det beroligede mig en del og jeg fik fat i Leif, som ville sørge for et lægebesøg hurtigst muligt.

Hjemme igen fik vi snart besked om at lægen desværre havde fundet en mavekræft, som var så fremskreden, at det ikke længere var muligt at gøre noget for Kristian.

Den 5. februar 1996 talte jeg i telefon med Kristian. Alexander fyldte 6 år og traditionen tro, skulle han lige lykønske. Jeg kunne høre han var svag, men havde ingen anelse om, at inden natten var omme, ville Kristian være død.

Han døde tidligt om morgenen, den 6. februar 1996 efter et langt og virksomt liv, som var fyldt med både glæder og sorger, sådan som et langt liv skal være det.

Æret være hans minde.

Alt ovenfor er beskrevet ud fra min hukommelse og kan derfor indeholde mindre fejl, eller forkerte fortolkninger, men dette er så min historie om Kristian Jørgen Nielsen Andersen, en horeunge fra 1916.

Liselotte Weller, den 22. april 2003